fredag den 9. september 2011

Los Angeles - her er der langt fra nationalparkernes ro!

Det er ikke så meget lokalt man oplever, når det kun bliver til en enkelt overnatning, men lige pladsen i Barstow havde nu heller ikke den mest charmerende beliggenhed. Den der motorvej til Las Vegas vi boede lgie op ad - det kunne høres, og så var det også et godt stykke udenfor byen pladsen lå, blandt mange forladte huse, i et ørkenagtigt landskab.
Efter morgenkaffen blev der lige taget et billede af en tipi der kunne lejes til overnatning.

Tipi på KOA Barstow/Calico
Så gik turen mod Los Angeles. Vi havde godt nok skrevet i vores plan, at vi ville finde Route 66, men uden vi egentlig snakkede om det, så var der ingen protester mod at ta' den hurtigste vej. I udkanten af Los Angeles - ja der var vel ca. 100 km. endnu - fandt vi et Mall, hvor der var vores foretrukne supermarked: Target. Vi købte lidt majs, juice og brød, så vi har til de sidste par dage. Trafikken blev mere og mere tæt, og til tider var vi oppe på veje med 6 spor i begge retninger. Vi kørte til Venice Beach lige syd for Santa Monica, så vi kunne komme ud at få noget frisk luft og se VAND efter al den ørken, vi har kørt i i mange dage. Da vi kom til parkeringspladsen, var det godt den stakkels parkeringsvagt ikke forstod dansk, da Willy fortale, hvad han mente om at gi' 28$ for en parkering af en autocamper!

Ocean Front, Venice Beach 
Vi gik fra parkeringspladsen mod syd og efter et stykke kom vi til strandpromenaden Ocean Front, hvor der var rigtig mange gadesælgere og som det står i "Turen går til Californien": Joggere og svømmere, hippier og punkere, poetere og spåmænd, musikere og akrobater, diskere og originaler. Jo, vi så dem alle og lidt til!

Baywatch ved Venice Beach
Det blev faktisk til en ret lang tur, og vi vendte, da vi kom til molen - så kunne vi få sol på den anden side, så lidt solferie er det blevet til! På vej tilbage til parkeringspladsen gik vi helt nede i strandkanten og så surfere på høje bølger og dem fra Baywatch!


... og jo Los Angeles er en stor by - der var så lige knap 40 kilometer til campingpladsen, og det gik ikke for hurtigt en torsdag eftermiddag kl. 16:30. Sikke et mylder af biler, og autocampere som vi ellers har mødt så mange af, er som forsvundet her i byen, og det kan man godt forstå, for det er ikke så spændende at køre ude i det 5 spor, når man om 900 meter skal være i spor 1!

Highway 405
Dejligt det endte med at vi kørte lige til Walnut RV Park. Dan vi kom havde kontoret dog lukket, men der stod på en stor tavle at nr. 35 var reserveret til Holm. Vi fandt pladsen og da alt var installeret, havde Willy set, at henvendelse efter lukketid, skulle ske til plads 9. Vi gik over til plads 9, og meddelte at vi var ankommet og en MEGET venlig, lidt ældre dame gik med os op til kontoret hvor vi fik ordnet betalingen, kode til toiletter, kode til internet og hvis vi ikke larmede, så betød poolens åbningstid fra 9:00 - 21:00 ikke så meget, vi skulle bare stikke hånden gennem hegnet og åbne indefra!

Inden aftensmaden gik vi op i et center, der ligger meget tæt på campingpladsen - Northridge Fashion Center - uhhh, der kunne jeg ha' brugt en hel uge ;-). Vi nøjedes med en Ben & Jerry's kaffe smothies.
Vi gik i  poolen, da vi kom hjem, og så var der aftensmad: lækre SØDE majs, bøffer og en flaske californisk rødvin.

3 kommentarer:

Anonym sagde ...

hvor har det bare været dejligt at følge jer, selv mor har vist været inde på jeres blog flere gange dagligt. Vi glæder os til at høre om I evt. stadig kan snakke lidt dansk efter ferien over there. Alt er i skønneste orden på Limfjordsvej, og tak for druer. Desværre er vi ikke hjemme mandag aften, men vi kan evt handle lidt for jer, så køleskabet ikke er alt for tomt. Hav et par gode dage og god tur hjemad. Ses snart;)

kirsten sagde ...

Nå, var jeg anonym, jamen det var da ikke meningen.

Inge Lise Holm sagde ...

Dejligt med de hilsner hjemmefra. 3 uger er også lidt lang tid så lidt skønt bliver det nok at se Danmark igen. Vi er hjemme allerede ved 3-tiden tror jeg nok, så vi finder vel et Rema 1000!! STOR hilsen til jer allesammen - også til dig, mor!