Fra Bryce til Grand Canyon

Så kom vi til Kingman og har fundet en KOA plads med pool, brusebad og internet så vores dagbog kan udgives:

4.9.2011
Medens solens spæde stråler startede med at opvarme den umådelig friske men kølige bjergluft, fik vi spist vores sædvanlige morgenmad og gjort klar til afrejse.
I dag skulle vi til Grand Canyon og opleve nye eventyr.
Snart forlod vi North Campground i 2500 meters højde og kørte mod Stateway 89, der skulle føre os til ud af Utah og ind i Arizone.
Vi havde radioen tuned ind på country musik og solen højt på himlen. Humøret fejlede heller ikke noget, selv om vi var på vej mod turens sidste nationalpark.
Vi kørte gennem frugtbart land med Virgin floden snoende sig langs vores venstre side, men snart afløstes det af ørkenlandskab igen.
Her var der fyldt med røde klipper igen.
Et område kaldet The Pink Dunes åbenbarede sig snart, og det var sært at se alt det lyserøde sand.
Efter at have kørt langs Little Colorado nogen tid, kom vi ind i Glenn Canyon. Her var floden opdæmmet i en svimlende højde med Glenn dæmningen.
Der var bygget bro over floden og med et par rastepladser ved broen, fik vi lejlighed til at betragte dette flotte bygningsværk på nært hold.

Dæmningen ved Page

Dæmningen på den ene side af broen og Little Colorados videre forløb på den anden side. Virkeligt flot.
Ørkenen fik overtaget, og snart kørte vi ind i Arizona, hvor ørkenen tog til i varme og udseende.
På et tidspunkt kørtes i et landskab, der var totalt goldt. Her kunne intet gro overhovedet. Her fandtes kun månelignende landskaber i brune og grå farver. Højst mærkværdigt at se.
Efter timers kørsel gennem denne ørken, kom vi til Navajo indianernes reservat.
Her faldbød kvinderne alskens smykker og hjemmegjorte ting i boder langs vejen, alt medens de tjekkede deres mobiltelefoner for sms og andet sjovt.

Boder på rasteplads

Det var svært at sige, hvad dette folk ernærede sig ved. Jorden var bestemt ikke frugtbar, og husene/mobilhomes var spredt ud over store arealer, og ikke alle steder var der vej ind til bopladserne, men man kørte i sin firehjulstrækker ind over terrænnet.
Nå men vi slap gennem territorriet med den smule hår i behold, som man nu engang har tilbage.
Vi tankede naturligvis igen i dag, inden vi kørte ind mod Grand Canyon fra Cameron.

Desert View lige efter vi var kommet ind i naturreservatet

De sidste 65 km var fyldt med udsigtpunkter mod canyoen.
Mærkeligt at se jorden var revnet med sprækker, der var lodrette ned i jordens dyb.
Endelig langt om længe kom til til målet - Mather Campground ved Grand Canyon, og snart var vi på plads.
Efter den sædvanlige pilsner ved ankomsten, tog vi rygsækken på nakken og gik mod civiliserede områder, hvor vi købte os en Chicken Pot Pie til aftensmad.
Den smagte drøngodt.

Chicken Pot Pie

Herefter var der en kort tur til kanten af Grand Canyon, hvor vi så solen gå ned over canyoen.
Tilbage til en General Store af de større, hvor vi provianterede med øl, vin og hvad livet ellers kræver af fornødenheder.
Tilbage i campen afsluttedes aftenen med en flaske af de ædle druer til skæret af stearinlys og de andres lejrbål - svært at forlange en masse mere af en ferie.
I morgen er der igen hike langs canyon.
Vi snupper nok en shuttlebus til Hermits Rest og går en del af Rim Trailen. Måske en lille tur ned i canyonen ved Angels Place - hvem ved.
Så er det vist sengetid.

5.9.2011
Igen i dag vågnede vi tidligt.
Det var nu Grand Canyon skulle udforskes - i hvert fald fra kanten. Hjemmefra var det egentlig planen, at gå ned i canyonen fra South Kaibab Trailhed, men i Bryce Canyon faldt vi i snak med en erfaren hiker i canyons, og han frarådede at gå ned i Grand Canyon, når der kun var en enkelt dag til rådighed.
Så vi havde besluttet os til at efterkomme hans råd.
Efter det sædvanlige morgenritual i det fri, hankede vi op i rygsækken og de mange flasker vand, der skulle konsumeres i varmen.
Vi gik fra campen til Market Plaza, hvor vi tog shuttlebussen til Hermits Rests Transfer, og skiftede til shuttlebussen, der bar navnet Hermit Rest Westbound.

Hermits Rest

Snart var vi i Hermit Rest, hvor vi investerede sparepenge i et par indianer sandmalerier af de små slags. En lille drømmefanger med fjer blev også indkøbt og pakket ned.
Jo jo - lidt skal der jo med hjem.
Snart vandrede vi mod øst langs kanten af Grand Canyon.
Kun på de officielle udsigtspunkter var der opsat rækværk helt ude ved kanten - ellers var der frit slag for at falde i dybet fra kanten og en enkelt kilometer ned.

Det var lidt uhyggeligt og med sug i maven, vi betragtede du dumdristige unge mennesker, der skulle lave spændende fotos, hvorfor de kravlede ud på kanten med benene
svingende ude i det fri.
En enkelt dristede sig til at lave et billede, hvor hun hængte i armene.
Jo ikke uden grund kræver canyoen sine ofre hvert år.

South Rim med Colorado floden

Trailen gik de 13 km mod øst langs kanten. Sommetider en enkelt meter fra kanten af canyoen og til andre tider helt op til flere meter fra kanten.
Der var fra morgenstunden kommet skyer på himlen, men det gjorde kun varmen mere udholdelig, så helt ok for os.
Udsigten var dog fantastisk, aldrig havde man forestillet sig noget så voldsomt og brutalt smukt i al sin pragt.
Ude i canyoen tronede flotte klippeformationer i deres ensomme, uindtagelige og majæstætiske atituder.
Her var udsigt til det flade platau på the The North Rim mellem 10 og 30 km borte.
Det længste udsyn efter plancher at dømme var 92 km borte til en bjergkam.
Skuet var så enormt anderledes og voldsomt med disse enorme kløfter, der var skåret med en kniv ned i undergrunden, medens forvitringer og verjliget havde formet de mange formationer i sten.
Solens spil i formationerne gjorde skuet endnu mere flot.
Efter at have set Bryce og Grand Canyon må man sige:
No human being can create anything so beautiful like this.
En enkelt gang så vi en helikopter svæve nedenunder os ind i kløfterne. Flot flot.
Vi fulgte trailen omtrent 10 km, inden vi besluttede os for at tage shuttlebussen tilbage til Grand Canyon Village.
Medens vi sad og ventede på shuttlebussen faldt vi som ofte i snak med nogle amerikanerne. Ofte var vi mødt med spørgsmålet - How are you folks doing, and where do you come from.
Det var altid indledningen til en sjov snak og Danmark og USA, og som altid fornemmede vi en enorm interesse for Danmark.
Denne gang var det en lille gruppe på 4 unge mennesker, hvor hende der førte ordet, var temmelig religiøs. Hun var stærkt interesseret i, hvordan danskere plejede deres tro.
Så det blev en gang fornuftig snak - i modsætning til de fire pensionister, vi traf og faldt i snak med i Bryce.
Det var to brødre og et par svigerinder fra Florida og Georgien, der var rundt og se på Amerika.
I deres yngre dage kørte de BMW motorcykler med pigerne bagpå, men det var et overstået kapitel. De gav ikke meget for de der Harley maskiner med al deres larm.

Nå men bussen kom og vi skiltes fra de unge mennesker.
Tilbage til byen spiste vi en gang sen frokost, og besluttede os for at tage den vestlige forbindelse langs canyonen til South Kaibab Trail for at se, hvad vi havde fravalgt.
Efter et skifte fra blå til gul rute kom til til bestemmelsesstedet, og så os omkring.
Her fra ligeså flot, men opsat skilte med farerne ved at stige ned i canyoen.
Det blev oplyst, at omkring 250 personer hvert år blev hentet op fra canyone, da de ikke selv var i stand til at klare opturen - efter at have overvurderet deres egen formåen.
Vi fandt nedgangen til trailen, og gik et stykke ned for at se, hvordan det var.
Det var temmeligt stejlt og forsatte dybt ned på smalle hylder.

Det var enormt fristende at blive en ekstra dag for at forsøge at nå ned en tidlig morgen, men det får vente til en anden god gang, hvis lejlighed igen byder sig.
Vi har en presset program, der siger, at vi forlader Grand Canyon i morgen med retning ad Williams for at finde Route 66 og køre ad den mod Kingman, hvor næste ophold finder sted.
Som sædvanlig vin og god mand til aften, men mon ikke vi begge har smidt nogle gram med al den friske luft og motion.